Det magiske strikketøj og den langsomme ostemad

Iben og Signe er træt af multitasking og omstillingsparathed. De går meget mere ind for at strikke et halstørklæde og spise en ostemad, mens man kigger ud over vandet.

Iben: Det skal være umoderne at skynde sig! Det er godt for os at give os god tid! Og det gode er, at det er en tendens, der er ved at brede sig. I hvert fald i den nul-komma-ene procent af befolkningen, som bor på Østerbro, og som har læst Svend Brinkmann. ”Stå stille!”, ”Stå fast!”, ”Sig nej!”. Signe: Hvem er Svend Brinkmann? Iben: Svend Brinkmann? Han er professor. I psykologi. På Aarhus Universitet. Og han har skrevet bøger, som netop handler om, at i disse tider får 50-60 % af befolkningen stressrelateret ... stress. Signe: Det lyder virkelig ufedt at få stressrelateret stress ...

Iben: Vi stresser for meget, derfor bliver vi stressede. Og det har han skrevet nogle bøger om; at det er ok at stå stille. Det er ok ikke at være omstillingsparat. Det er ok ikke at sige ”Vi skal nå herfra og dertil hele tiden”. Det er ok at nøjes. Og det er ret interessant, synes jeg, som modvægt til, at vi skal nå det hele, at vi skal multitaske. Altså multitasking og omstillingsparathed, det er de to værste ord, jeg kender ... Signe: De er også i familie med hinanden, ikke? Og det lyder forfærdeligt skræmmende – både at skulle multitaske og være omstillingsparat. Det er da kun mødre til tvillinger, der kan det. De kan amme to børn på én gang, samtidig med at de hænger vasketøj op. Iben: Det minder mig om, at vi forleden var til noget ... jeg hol- der meget af at sige det: Vi var til en strikkeevent. En strikke-klubsevent. Signe: Jeg kom for sent til arrangementet, og da jeg så kommer ind, sidder der 50 mennesker, tror jeg? Iben: Kvinder primært. Signe: Ja, primært kvinder. Som sidder rundt om sådan nogle langborde, og det er byens bedste rappenskralder samlet på én gang. Det er ikke de stille piger i klassen. Og det er allesammen nogle, som plejer at råbe, tale, skvadre, grine og ”bla bla bla”? Hvis det havde været i en hvilken som helst andet situation, så havde der været helt afsindigt meget larm.

Iben: Så havde taget løftet sig! Signe: Og folk havde råbt og skreget og danset på bordene og alt muligt. Men det var meget voldsomt at komme ind den dag: Der sidder alle 50 kvinder inklusive dig og dit yndige stedbarn og er nærmest dødsens stille, fordi I alle sammen sidder og strikker?! Og jeg prøver ligesom at sige ”hej hej!”. Og folk løfter lige blikket et kort sekund og mumler hej og kigger så ned igen. Iben: Og tæller med halvhøj demonstrativ stemme; ”48, 49, 50”, fordi vi skulle sidde og slå dumme masker op. Signe: Det var jo helt vanvittigt! Der var nærmest ingen, der havde tid til at sige hej eller sludre. Og det, der egentlig bare slog mig, var, at det virkede som om, at alle jer 50, der sad rundt om det bord, virkelig havde savnet at strikke? Iben: Virkelig! Det der med at sidde og være koncentreret om et lille stykke håndarbejde, lytte til lidt dæmpet musik og spise en kanelsnegl, som nogens mor har bagt, samtidig med at skulle forklare mit stedbarn ”Så gør du lige sådan her”. Altså det var magisk! Det gav SÅ god me- ning! For der var blandt andet heller ikke en eneste, der gloede ned i sin telefon. Og børnene løb rundt og var godt under- holdt. Og det der med, at de voksne er i ro og ikke hele tiden skal holde øje med, om børnene river noget midt over. Det var bare virkelig rart. Og så det der med, at ja, det er tidsfordriv, men man frembringer noget nyttigt. Om det så er et halstørklæde eller en løber eller en hue eller hvad fanden det er. Signe: Jeg lavede en pompon, for jeg kan ikke rigtigt strikke. Iben: Men den blev kæmpe flot! Signe: Ja, jeg brugte da også næsten en time på den, men det var rart. Jeg ser faktisk flere gange om ugen en ældre mand komme cyklende derude, hvor jeg bor, og han er ikke uden for arbejdsmarkedet, men han er måske 40-50 år ...

Iben: En ældre mand på 40-50 år? Haha!

Signe: Voksen, så ... Han ligner en, der har et fint og flot job. Anyway, han kom- mer tit og ofte cyklende nede ved vandet om morgenen, og så sætter han sig på en bænk, og så har han sin lille pose; han har været oppe hos bageren og købe mor- genmad – og den måde han sirligt får pakket op på, glatter posen ud, smører sin bolle med smør og ost, tager låget af sin lille kaffe. Og så sidder han og glor ud over vandet, mens han spiser sin bolle med ost og drikker sin kaffe. Det er altså inspirerende. Hvis det var mig selv, ville det være mere sådan hér: ”Huhej! Her kommer jeg cyklende! Nej, hvor ser der hyggeligt ud!”. Men så ville jeg jo nær- mest blive siddende på cyklen, mens jeg proppede ostebolle i munden med den ene hånd og drak kaffe med den anden hånd i en vældig fart og så hurtigt videre. Men ham den ældre-voksne person, han gør det til et ritual. Forbereder alting stille og omhyggeligt, og når det hele er klar, så nyder han øjeblikket i ro og mag.

Iben: Det lyder også helt rigtigt – jeg tror simpelthen, det er vigtigt for mennesket at gøre sig bedre til at gå i stå. Signe: Det skal være det nye for mig! Spise min ostemad meget, meget langsomt, mens jeg sidder musestille på en moderne og ikke-skyndsom måde.


10 visninger