Iben beder altid om at få skruet ned for musikken, og Signe har opdaget, at hun bedre kan lide fancy, nordisk halløj-cuisine, hvis akustikken er god. Og det har IKKE noget med alderen at gøre.
Signe: I går aftes var jeg inde og spise på en restaurant i København. Og så, mens jeg sad og spiste, slog det mig pludselig: ”Gud, hvor er der helt afsindig dejligt herinde! Hvorfor mon her er så pragtfuldt? Er det stolene?”. Det var det ikke. Og det var egentlig heller ikke maden som sådan, for det var nemlig sådan noget fancy-pancy nordisk halløj-cuisine, som for det meste er ret irriterende, så det var heller ikke det. Iben: Hahaha, det er faktisk rigtigt! Vi giver det lige en tanke, inden vi går videre: Nordisk krimskramskøkken! Signe: Ja, altså rimmet torsk, for eksempel; man tænker ”rim- met torsk, det kan jeg godt lide, det vil jeg have”. Men når det så kommer, har de arrangeret den rimmede torsk i sådan nogle underlige små stykker, så det ligner en form for avanceret pølse, og så med en masse små duppe-dupper af noget dressings- halløj ... Iben: Skum er der meget af ... skum og støv! Men der var dejligt på restauranten? Signe: Ja, der var så dejligt! Og så, pludselig gik det op for mig, at der over hele restauranten sad et lydisoleringsloft! Iben: OOOOH! Signe: De har simpelthen sat store lydplader op i hele loftet, så selvom restauranten var fuld af gæster, og alle sad tæt – og alle jo sidder sådan her; kling klang kling klang, med bestik og glas og alt – så var der bare rar lyd. Og vi sad og spiste, 10 mennesker, tror jeg, og det var ikke noget problem at høre, hvad dem nede i den anden ende af bordet sagde. Iben: Wooow! Signe: Ej, hvor var det dejligt! Jeg var ude at spise med en masse unge mænd, og alle de unge mænd syntes også, det var utrolig dejlig atmosfære ... Eller hvad hedder sådan noget ”rumklang”...? Iben: På nogle restauranter er det jo som at sidde og spise inde på et badeværelse, altså! Med folk, der råber og skriger, fordi man ikke kan høre hinanden. Alle skriger! Alle er i panik! Mange steder er der i øvrigt så mørkt, at man ikke kan se, hvad man skal spise! Det er jo ikke et restaurantbesøg, det er jo for fanden nærmest tortur. Signe: I princippet holder jeg meget af tanken om at sidde og spise i et råt, nedlagt fabrikslokale, hvor alting er sådan lidt urbant. Iben: Gør du? Holder du af det? Signe: Jeg synes da, at det kan være meget flot at sidde på sådan nogle gamle metalrør og noget med et ituslået vindue, det synes jeg kan være meget yndigt. Men alt det er jo ligegyldigt, hvis lyden er så anstrengen- de, at jeg ikke kan høre, hvad nogen siger – det bliver jeg vanvittig af! Iben: Kan du huske de dér gamle ”Deres”-tøjforretninger inde på Strøget? Der, hvor cowboybukserne kørte rundt på et transportbånd, og indretningen var 80’er-agtigt flot? Signe: Kæft, det var smart! Iben: Der var bare det ved det, at folk ... Man var jo allerede dengang ved at om- komme af grin over, at der var så høj mu- sik, at man ikke kunne høre, hvad nogen sagde. Og det var altså, selv om man var ung! Signe: Det er rigtigt, der var sygt høj musik! Iben: Det er jo blevet normen. Indimel- lem, hvis jeg er ude med mit ældre, de- mente familiemedlem, så kan jeg roligt si- ge ”Vi er nogen, der hører dårligt”, for det gælder os begge to, at vi ikke kan tåle det.
Signe: Det gør du sgu da også, når du er ude sammen med mig: ”Undskyld, kan vi få skruet ned for musikken?”. Iben: Vi gør det da begge to: ”Kan vi få skruet ned for musikken? Og så stik os lige et ekstra stearinlys, for vi kan fakkers taget ikke se en skid!”. Og så sidder vi der og lyser på hinanden med vores mobiltelefoner og lyser ned i menuerne og hen på nogle andre; Gud, det er sgu da Jørgen og Dorte, der sidder derover, hej hej! Så skru nu bare lige lidt op for lyset og lidt ned for lyden, for alle synes faktisk, det er hyggeligere. Kan vi ikke bare sige det? Signe: Jo, men jeg tror også, at det har noget at gøre med, at hvis lyden i forvejen er rimelig dårlig, så skruer de bare op for ambience-musikken. Iben: De fleste tjenere, jeg har bedt om at skrue ned, er så unge, at de kunne være mine egne børn. Og alligevel siger de hver gang ”det er egentlig meget rart, at det ikke er så højt, jeg lægger slet ikke mærke til det, fordi jeg står her hele da- gen ...” Signe: Jeg tror simpelthen også, det er noget med, at vi har vænnet os til at have lyd hele tiden. Apropos dét – og jeg skal nok forklare, hvorfor det hænger sam- men ... så glemte jeg i går helt lortemor- agtigt, at mit barn kom hjem til os. Iben: Hvabehar? Havde du glemt dit barn? Signe: Jeg havde ikke glemt hende, jeg havde glemt, at hun kom. Min kæreste er i London, så jeg er alene hjemme, og så troede jeg faktisk, at hun skulle hjem og sove hos faderen ... Nå, men jeg havde simpelthen helt glemt, at hun kom, og jeg havde overhovedet ikke noget mad i hu- set, for jeg havde glemt at købe ind. Så i morges, inden hun skulle i skole, blev vi nødt til at køre op forbi bageren og få no- get morgenmad på vejen. Og da vi så kom ind til bageren og satte os der for at spise to boller med ost, der var så – allerede fra morgenstunden – helt afsindigt høj musik ... Og så er det, man tænker: ”Ville det ikke nogle gange være meget rart, at der bare var helt ro?!”
