Krøyer, krimskrams og en hel kasse øl

I Ibens familie har der været en tendens til at formøble værdifulde kunstværker, men det bliver historierne kun bedre af. Og på lang afstand bliver historierne til romantiske minder om en tid uden MobilePay og fimsede gallerier.

Iben: Min oldefar, han var kunstner. Sådan en, som ridser i kobberplader og laver kobbertryk. Det hedder vist nok radering. Og så fiflede han også lidt med oliemaleri, men det var virkelig ikke hans spidskompetence. Han var, som kunstnere jo oftest er, tit i pengenød. Han boede i et kæmpestort, alt for dyrt hus i Fredensborg, og der havde de en pejs. Hans kone sagde hele ti- den til ham: For sytten, Hans-Nikolaj! Kan du ikke snart sørge for, at der kommer sådan en skærm foran pejsen? Jeg er bange for, at børnene løber ind i den! Så får min oldefar fat i en klejn- smed og siger: ”Kan du ikke lave sådan et gitter, så mine unger ikke løber ind i pejsen og brænder op?”. Og klejnsmeden svarer: ”Jo, det kan jeg godt! Det koster en plovmand”. Og der svarer ol- defar så: ”Så mange penge har jeg simpelthen ikke i øjeblikket, men du kan vælge et af mine vidunderlige oliemalerier! Jeg er en stor kunstner! De bliver mange penge værd på et tidspunkt”. ”Øvkæj”, siger klejnsmeden så. ”Så tager jeg det lille der med solsikkerne, som hænger over pejsen ...”. Så siger min oldefar: ”Det er bare i orden! Det tager du!”. Da klejnsmeden er gået, tænker min oldefar for sig selv: ”Haha! Det var ikke et af mine egne flotte malerier. Det var et eller andet lortemaleri, som jeg nærmest har fået smidt i nakken i Paris ...”. Og historien går jo så selvfølgelig, at det er Van Goghs ”Solsikker”, som klejnsmeden har valgt. For min oldefar havde været Paris på det tids- punkt, og han havde købt oliemalerier af ukendte kunstnere. Altså kunstnere, som ikke rigtig havde fået hul igennem endnu.

Signe: Det er godt nok sindssygt, hva’? Iben: Ja! Og der går faktisk en historie blandt kunsthistorikere om, at der har været en Van Gogh, som var ejet af en dansk familie, efterkommere af klejnsmeden, som lige præcis godt kun- ne have været i en situation, hvor de havde sagt: “Vi sælger sgu det her, så vi kan få en carport eller nogle nye rullegardiner”, eller hvad de nu lige stod og manglede. Signe: Ej hvor er det vildt! Iben: Ja, det er en legendarisk dum historie. Der er også en anden god én! Signe: Altså om den samme oldefar?

Iben: Ja! Han var venner med alle de her Skagensmalere. Signe: Aha! Iben: Altså Krøyer, Ancher, Drachmann, de der typer. Der var han sådan lidt en slags hangaround. Signe: Ikke helt i samme liga? Iben: Langt fra! Men efter en glad og munter aften i Skagen maler Krøyer en stor flot fisk i bunden af et porcelænsfad, som tilhører mine oldeforældre og signe- rer det: “Tak for en herlig aften, kærlig hilsen Krøyer”. Eller noget i den stil. Det fiskefad står så nede i kælderen hos min farmor i mange herrens år. Og så kom- mer min farmor ud i sit køkken en dag, og der står fadet så – fuldstændig ren- skuret uden skyggen af fisk eller kærlig hilsen Krøyer tilbage ... Signe: Nej??!! Iben: Jo!! For hushjælpen havde været sød og effektiv og sagde: “Ved de hvad, Fru Hjejle, der stod sådan et dejligt stort serveringsfad i kælderen, og der var godt nok noget griseri i bunden af det, så det har jeg skuret af!” Signe: Ej for filan ... Hvor er det sinds- sygt? Iben: Mange millioner er gået familien Hjejles næse forbi ... Signe: Vi har jo en knap så ulykkelig, men dog alligevel absurd historie i vores familie. Min far var nemlig kammersjuk med Trampedach! Iben: Ja? Signe: De kom begge to fra Hillerød, så de var kammerater. De var lidt nogle ballade-agtige fyre, som dengang drak lidt mange bajere og måske ikke havde helt styr på hele langtidsplanen ... Iben: Sådan som kunstnere jo er! Og altid lidt i pengenød! Vi skærer dem over en kam nu! Signe: Så nogle gange ville min far og Kurt gerne ud og drikke nogle bajere el- ler spise noget mad. Men de havde ingen penge. Så sagde de til min farmor: ”Trænger du ikke til et maleri, Elsa?”. Og så sagde min Farmor: ”Tjooo, det kan da godt være ...” Iben: ”Jo tak! Et til?”. Signe: Ja, og så kom Kurt kørende med en trækvogn med et kæmpe maleri i, som min farmor så købte for et måltid mad og en pose øl. Iben: Årh hvor sejt! Signe: Ja, og det er så det maleri, som hænger over min sofa. Iben: Det er simpelthen selve Kurt Trampedach? For en pose øl og nogle hånd- madder?! Signe: Ja! Det er skørt nok, ikke? Iben: Det er jo fantastisk. Men det er jo også fantastisk, fordi det stadigvæk findes, og at du ikke selv har solgt det videre? Signe: Hahaha, ja! Iben: Tænk nu, hvis du og jeg på sådan en kedelig sortere-bilag-dag havde tænkt: ”Uha, vi kunne sgu godt drikke en ramme bajere! Vi dribler lige forbi kiosken med Kurts gamle billede”. Signe: Men jeg tror, at grunden til, at vi aldrig kan sælge det videre, er, at det ikke er signeret. Så det er nok ikke en skid værd ... Jeg kan bare godt lide det, fordi det er så uhyggeligt. Jeg elsker jo uhyggelige billeder! Iben: Nu rejser jeg mig lige op og kigger på det. Det er noget tidlig Trampedach?

Signe: Ja, for han var jo ung! Iben: Aah ja ... For de malerier af Trampedach, jeg bedst kender, er dem, hvor folk på en måde ligner Ronja Røverdatter? Med noget krøl ud af hovedet og nogle meget dystre ansigter. Det er fedt, det der maleri du har! Signe: Ja og i min verden synes jeg også, det er flot, fordi det minder mig om, at man engang kunne købe et maleri på en trækvogn for en pose øl. Det er for mig et romantisk minde om en tid, der var knap så stringent og tjekket med MobilePay og fimsede gallerier. Og så er kunst jo også bare døde ting. Iben: Det er også altid dejligt at købe ting for andre ting. Altså byttehandler. Det skal vi være bedre til. Du får et stykke smørrebrød og en kølig pilsner, jeg får et kunstværk ... Signe: Og så måske lige spørge sig selv, inden man skurer det gamle serveringsfad: Er det Krøyer eller krimskrams?


11 visninger