Signe er bange for kødædende planter og højder, Iben for snegle, men de er enige om, at nogle behandlingsmetoder er markant værre end andre.
Iben: Signe, jeg går jo rundt og tror, du ikke er bange for noget i verden. Men så var vi på planteskole, som vi jo holder meget af. Og der er vi som regel begge to fuldstændig blottede for angst. Selv om jeg er bange for snegle, så hvis jeg så møder en snegl uden hus på planteskolen, så tænker jeg: Pyt med det! Det er så dejligt at være her, så det er lige meget med den snegl. Så sker der det, at vi går indenfor, og der står et stort bord med bitte- små fine planter Signe: Ja, det er den afdeling med fjollede planter ... Iben: Ja, afdelingen for fjollede planter, som børnefingre elsker at prikke på. Men så er der bare lige det ved det, at på den anden halvdel af bordet står der massevis af bittesmå kødædende planter. Signe: Ja, ikke sådan en gigantisk en, der skriger feed me, Seymour som i filmen ”Little Shop of Horrors” ... Iben: Det er bitte-bitte-bittesmå kødædende planter. Måske på størrelse med en velvoksen mands tommelfingernegl. Og så siger jeg: Hvordan er det nu, man kan få dem til at lukke sig? Så vil jeg lige demonstrere, hvordan man kan sætte fingeren ned i planten, og så lukker den sig om min finger ... Altså forholds- vist langsomt, men jeg får alligevel sagt: Uha! Og så sidder du, Signe, som en krammebamse rundt om mig, fordi du er sprunget op på mig i skræk. Og du siger: Åååh! Jeg ka’ ik’ li’ det! Altså, du er nærmest hysterisk! Det er en blanding af, at du græder, men også at du kommer til at grine, fordi det er så dumt ...
Signe: Ja ... Iben: For du er så åbenbart bange for en lillebitte kødædende plante, der lukker sin mund meget langsomt. Og gartnerdamen kommer og siger: Så er det nok med det skaberi! Hvorpå hun tager din finger og nærmest maser den ned i den der plante, så tårerne sprøjter ud af hovedet på dig! Det så virkelig sjovt ud ...
Signe: Jamen, det er jo også, fordi jeg synes, at det er så ydmygen- de at være så bange for noget, som er så dumt som en lille plante. Altså jeg ved jo godt, at den ikke gør mig noget ondt. Jeg vidste slet ikke, at jeg var så bange. Jeg bliver helt stresset af, at vi bare taler om det. Iben: Det er sådan, jeg normalt oplever det med sneglene. Jeg er så bange for snegle. Signe: Men spørgsmålet er, om man kan kurere det? Hvad nu hvis jeg bare køber en kødædende plante, og den ligesom bare bor herhjemme? Iben: Æv, så skulle jeg købe et terrarium fyldt med snegle? Jeg lover dig – jeg ville aldrig få lukket et øje igen. ALDRIG! Men jeg kendte engang én, som var psykolog. En kvinde, som arbejdede med noget fobi-behandling. Og hun sagde: Der er to måde at gøre det på. Enten skrækscenariet – altså at jeg skubber dig, og du falder ned i en grøft fyldt med dræbersnegle ... Signe: Ad!! Iben: ... og så er der også en længere- varende metode, som er grænsende til sådan noget selvhypnose. Det gør man ved, at hver gang man møder det, man er bange for, så bliver man stående. Altså, det er jo selvfølgelig lidt svært, hvis det er en rotte eller noget andet, der løber hurtigt ... Men hver gang, jeg møder en dræbersnegl, skal jeg helst blive stående og holde min hånd højt hen over den – egentlig helst røre ved den, men de er så snaskede, og man kan aldrig få det der slim af hænderne. Signe: Det der første eksempel, det tror jeg ikke en skid på. Iben: Nej, det tror jeg ikke, der er nogen, der bryder sig om. Så får man vel bare et nyt, spændende traume? Signe: Ja, fordi jeg er for eksempel heller ikke særlig vild med højder ... Det er ikke min stærke side. Og jeg kan jeg huske, at min kammerat Jacob engang sagde ”prøv lige at høre – det kan jeg sagtens kurere!” Og så tog han mig med op i Det Gyldne Tårn i Tivoli.
Iben: Hvad?! Hvorfor sagde du ja til det? Havde han bundet dig?! Signe: Ja, jeg ved simpelthen heller ikke hvorfor ... Men vi kommer op i Det Gyldne Tårn, og da vi begynder at køre opad, så bliver jeg så bange, at jeg ikke engang kan sige noget ... Jeg tror, jeg skal dø! Iben: Hvordan var det så med faldet?
Signe: Jeg troede virkelig, jeg skulle dø. Da vi så kom ned, så havde jeg selvfølgelig tisset kæmpemeget i bukserne af skræk. Iben: Skræktis! Inde i Tivoli?! Signe: Inde midt i Tivoli! Og jeg havde lyseblå cowboybukser på, så man lagde pænt meget mærke til det ... Så gik der tre minutter, hvor jeg bare stod og ingen- ting sagde. De andre var sådan lidt: Hallo? Signe? Signe? Siiiigneee? Og så skreg jeg! Men først efter de tre minut- ter! Altså, jeg var jo dødsangst! Iben: Var Jacob ikke bange for at blive slået ihjel af dig? Signe: Ja, det har jeg faktisk ikke tænkt over. Iben: Hvorfor er du venner med ham?!
Signe: Ja ... Det skal vel også være slut nu! Iben: Vi ringer lige til Jacob og siger: Prøv at høre! Det venskab – det er annulleret! Hvad fanden er meningen?! Signe: Altså, han gjorde det jo af en god mening ... Han troede, at han var ligesom din psykolog og tænkte: Skrækscenariet – det er god måde at lære på. Men der kan jeg sige, at jeg nu har lært, at det ikke hjælper ... Så jeg skubber aldrig dig ned i en grusgrav fyldt med snegle. Iben: Fair nok. Jeg skal også nok lade være med at stille en kødædende plante ved siden af din seng i nat ...
