Photoshop og nylonstrømper på linsen

Iben indrømmer, at hun er tilhænger af fotoredigering, og Signe opdager, at man kan betale for at slippe for at se folk inde i fjernsynet i HD-opløsning. Det viser sig, at verden er bedst, hvis den står lidt uskarpt.


Iben: Jeg har fået taget et billede af mig selv nøgen, med en Atlanterhavstorsk – for at gøre opmærksom på, at vi ikke skal overfiske oceanerne. Signe: Okay? Iben: Ja altså, det er jo en vigtig sag, det her med havmiljø og overfiskning, og det vil jeg da gerne støtte op omkring. Men da jeg så det billede første gang, uretoucheret, så tænkte jeg: Hillemænd! Det tør jeg simpelthen ikke! Det var supernøgent! Og selvom jeg ligger med den der gigantiske torsk foran hele ... Hvad skal man kalde det? Signe: Fronten? Du krammer fisken? Iben: Jeg prøvede at skjule min krop bag ved fisken, ja. Men man kunne stadig se noget krøl på mit maveskind, og når man ligger på siden på et meget hårdt underlag, så er det som om, man klapper sammen og bliver meget kort. Og så opstår der en form for ekstra delle ... Signe: Et hak ind i siden. Iben: Ja! Og så ved siden af hakket ligger der, på hoften, en lille bolle af fedt. Signe: Et kuvertbrød? Iben: Præcis! Og der blev jeg simpelthen forfængelig! Signe: Jeg har set den uredigerede version af det billede, og det er altså et meget lille kuvertbrød ... Iben: All right så ... Jeg er egentlig også ganske tilfreds med min 49-årige krop, men det der med at den skulle være nøgen i embeds medfør og en fisk, det fik mig bare til at tænke på at retouchering og photoshop og den slags. Hvis jeg skal forklare det, så er det som en digital kostumeafdeling eller makeupartist: Redigeringen af billedet bliver sådan en slags kostume, man får på. Sådan at der bliver fokus på den flotte torsk, der er i fare for at blive fisket helt væk, og ikke på, at jeg er utrolig dygtig til at balancere et lille kuvertbrød af fedt på min hofte. Jo ældre jeg bliver, jo mere privat synes jeg, min krop bliver. Den vil helst have lange ærmer og lange ben i tøjet eller blive strukket lidt på billeder ... Jeg ved godt, at det ikke er comme il faut at sige, men hvis man fortæller, at billederne er fiflet med, så gør det vel ikke så meget? Signe: Det er jo ligesom de der filtre inden i vores telefoner, hvor man kan blive helt glat i ansigtet, det er nogle gange meget rart. Iben: Eller man kan også blive til en lille kat ... Signe: Det får mig til at tænke på, at vores fjernsyn derhjemme er gået i stykker, og så var vi i fjern- synsbutik i går for at købe et nyt. Og der findes jo altså ... Tusindvis af forskellige slags fjernsyn! Iben: Milliarder af fjernsyn! Signe: Ja, det er helt afsindigt. Og de koster også alt mellem tusind kroner og en milliard. Og så er der noget, som jeg synes, er kæmpestressende omkring den nye teknologi: Kan du huske i gamle dage, når man skulle i fjernsynet? Så blev man sminket med foundation. Dengang hed det bruncreme. Iben: Ja, i dejligt tykke lag ... Signe: Det gør man jo ikke længere, nu bliver man sprøjtelakeret - med sådan et lille pusteapparat, så foundationen kan komme ind i alle revner og sprækker. Og det begyndte man jo på efter, at alt fjern- syn blev HD. High definition. Iben: Som jo er omtrent det grimmeste, der nogensinde er opfundet. Signe: For når så Jes Dorph, eller en anden flot tv-fyr, sidder inde i sådan et kæmpestort fjernsyn med HD, så kan man jo tælle hvert et næsehår for filan! Eller observere, hvor mange hudorme de har. Så da jeg stod inde i fjernsynsbutikken, spurgte jeg faktisk sælgeren, om man ikke kunne få et gammeldags fjern- syn, for det der voldsomme skarphed, det er too much hudinformation for mig. Og så siger han, at det er det, allerflest kunder efterspørger i øjeblikket, fordi alle er trætte af HD. Så siger sælgeren, at for 1.500 kroner ekstra så kan man få indstillet fjernsynet ... Iben: Stopstopstopstop! Signe: Jo sgu! For 1.500 kroner oven i prisen kan du få indstillet dit fjernsyn på uskarp, hvis du er træt af at kigge på næsehår og størrelsen på Jes Dorphs porer i huden. Iben: Hvad fanden i fænghullet er meningen?! Skal man betale penge for det?! Signe: Ja, er det ikke skørt?

Iben: Altså man starter med at udvikle en fjernsynsteknologi, for at det kan blive så skarpt, at man kan se ALT, hvad der rører sig af næsehorn ... Signe: Næsehorn?

Iben: Næsehår! Jeg ville have sagt næsehår! Og så skal man bagefter betale 1.500 kroner for at få det ødelagt igen?!

Signe: Ja det er for galt. Men det, der gør mig glad, er, at folk er begyndt at efter- spørge det uskarpe. Iben: Tænk på, hvor meget skarpt, grimt tv jeg har været med i? Tænk på, hvor grim jeg har været inde i det grimme HD? Signe: Ja, det er forfærdeligt! Iben: Så grim synes jeg altså ikke, at jeg er i virkeligheden ... Signe: Nej da! Det er jo bare, fordi det hele er blevet alt for stort og skarpt og tydeligt. Jeg kan huske tilbage til dengang, da jeg startede med at lave fjernsyn, der havde vi en vidunderlig fotograf, der altid bad mig om at tage et par nylonstrømper med på arbejdet.

Iben: Lummer type? Signe: Nejnej! Det handlede om noget helt andet. Strømperne skulle være hudfarvede og så tynde som muligt, hvad hedder det? Iben: Så få denier som muligt. Det hedder denier. Signe: Så tog han optikken af kameraet og puttede et lille stykke nylonstrømpe ind imellem optikken og kameraet, og så satte han linsen på igen. På den måde fik billederne ligesom en slags ... Iben: Nylonglimmer? Signe: Ja, lidt mere stearinlysoplyst. Lækkert. Nænsomt. Marcipanhud. Iben: Det lyder perfekt. Ind med nylon- strømperne i kameraerne igen! Vi vil hellere ses i sådan et lidt tåget skær. Måske man også skulle droppe brillerne? Så bliver det hele lidt mere udtværet.

Signe: Ja tak! Stearinlys, nylonstrømper og nul briller. Det er dét, vi kan li ́!


12 visninger