Plaskvåde bukser og en vidunderlig tisselæge

en og Signe afslører alt om tis: At Signe ikke er helt stabil i trampolin- situationer, og at Iben kommer til at tisse sine støvler helt fulde, når hun er for stresset. Heldigvis har hun været hos tisselægen.


Iben: Jeg kan mærke nu, at du stadig leger vildt i en alder af 45!

Signe: Ja, det er rigtigt. Og så oplevede jeg noget sidste sommer, da jeg lavede cirkus og var den flotte cirkusdirektør iført en meget kort og meget stor kjole: På et tidspunkt i forestillingen skal vi ind og synge en trøstesang for Bamse, som er ked af, at ingen har fejret hans fødselsdag. Så jeg kommer gående ind sammen med Motor- Mille og Rosa fra Rouladegade, mens vi synger den her sørgelige sang. Vi kommer gående ned blandt publikum og skal kravle ind over pistekanten, ind i manegen og give Bamse et kram og så sætte os ned. Man tænker; Hvor svært kan dét være? Iben: Det lyder ikke svært! Signe: Men så er vi jo altså nogen piger i klassen, både mig selv, men også Rosa, der er ret klodsede ... Altså Rosa er for eksempel kommet til at trykke en hel tube øjenvippelim direkte ind i øjet. Den slags dumme små uheld, der sker for småklodsede mennesker. Så på vej ind over pistekanten tænker jeg ”hold da op en fart, Rosa har på?!”. Og det er selvfølgelig, fordi hun på en eller anden underlig måde skvatter over sig selv og så ligger, helt lige og lang på gulvet ... Iben: I savsmulden? Signe: Ja, med ansigtet ned i savsmulden! Og så kan jeg mærke, at jeg skal grine rigtig meget, og jeg skal tisse rigtig meget, og jeg kæmper og kæmper med at synge den her følsomme sang til Bamse. Og så går tæppet op, og jeg kan se min kammerat Jacob, som også med til at lave cirkus, og som jeg bare kender utrolig godt, og hvis ansigt jeg altid kan afkode, nærmest som om han morser til mig. Han kommer ind med et kæmpe- kæmpekæmpe spilop-ansigt. Og dér kan jeg simpelthen mærke ... Iben: ”Jeg tisser i bukserne af grin?”.

Signe: Ja! Jeg er helt forbi at prøve at holde på det. Så jeg tissede. En lille- bitte smule ... Måske lidt mere, inde i manegen. Iben: Nej, hvor er det sjovt! Jeg tisser for alvor i bukserne ... Signe: Det har du da aldrig fortalt mig? Iben: Det er da en fejl, for jeg er ikke hemmelig med det. Jeg tisser helt sinds- sygt. Nu har jeg jo haft stress, så min tisning er stressrelateret. Så for mig sker det oppe i hjernen: ”duskaltisseduskaltisseduskaltissenuuuuuu!”. Hvis jeg for eksempel skal køre fra A til B, eller værre endnu, hvis jeg kommer et sted fra og skal hjem ... Signe: Ja? Iben: Jeg sætter mig ud i bilen, og så snart der er den mindste trafikprop eller lidt for langt rødt lys, så skal jeg tisse! Også selvom jeg lige har tisset af. Og jeg skal tisse som i, at der er ikke nogen stopklods. Jeg tisser simpelthen bare, midt inde i bilen! Det har jeg har prøvet et par gange, hvor jeg har haft det rigtig stramt. Været stresset. Engang havde jeg været til et rigtig ubehageligt møde, og jeg boede hos mine gode venner, der bor på femte sal, og så var elevatoren gået i stykker, så jeg væltede op ad trapper- ne og kunne ikke få nøglen ind i låsen, og jeg skulle bare tisse! Og så skete det, mens jeg stod og kæmpede med nøglen. Jeg tissede og tissede og tissede. Ned i mine skinny jeans og ned i støvlerne, og støvlerne blev helt fyldt op med tis, strømperne var plaskvåde! Og tissen piblede ud af syningerne på støvlerne og sivede ned i dørmåtten ... Signe: Okay, så du skulle altså virkelig tisse? Iben: Altså, det var otte liter! Signe: Så meget tis tror jeg slet ikke, man kan have i kroppen ... Iben: Nå nej, men du ved, hvad jeg mener ... Men jeg har åbenbart altid haft tendens til det. Da jeg var barn, og min mor kunne høre, at jeg kom gående højt syngende ude på fortovet, på vej hjem fra skole, så skyndte hun sig ud og åbnede havelågen, så hoveddøren og så døren ud til toilettet. Så kunne jeg smide rygsækken på havegangen og overtøjet på vej op ad trappen og så lige akkurat nå at få bukserne af i tide til at sætte mig på wc’et. Så jeg har altid skullet tisse voldsomt hurtigt, når jeg følte trang. Specielt når noget stresser mig. Men nu har jeg været hos Tissedoktoren ude på Herlev Hospital ... Signe: Findes der en Tissedoktor?! Iben: Dét gør der! Altså, han er jo ikke kun tissedoktor ... Han er obstetriker, som beskæftiger sig med fødsler, kvinder og underliv. En vidunderlig doktor! Han målte og vejede mig og sagde: ”Du skal ikke være sådan en, der går rundt og tisser i bukserne. Du skal træne dit hoved”. Altså træne hjernen til at sige slaaap af, du kan sagtens holde dig. Og vide med sig selv, at når stress-tissen melder sig, så er der nok også noget andet omkring livssituationen, der skal kigges på. Det har Tissedoktoren hjulpet mig med! Signe: Men må jeg spørge om en ting? Det der med at du skulle tisse så meget – havde din mor det også sådan? Iben: Ja! Især som barn! Min mormor gjorde også det samme for hende med at åbne alle dørene, så der ingen forhindringer var på vej til toilettet. Signe: For jeg tror, der er noget omkring det der med arvelig tisning. Iben: Haha! Arveligt tis ... Signe: Fordi min mor, hun skulle også altid tisse, inden vi skulle ud ad døren, og så skulle hun også altid tisse som det første, når hun kom ind. Og det er det samme med min søster. Iben: Og du har det ikke? Du er helt tør? Helt ustresset? Signe: Jeg har virkelig det, man kalder for en festblære. Jeg kan holde mig i afsindig lang tid. Undtagen når jeg hopper på trampolin. Eller når nogen skvatter, og Jacob laver spilopper.

16 visninger