Tak til Kardanaksel og slagteren i Værløse

Iben og Signe overmandes af taknemmelighed og kærlighed til dem, der har styr på ældreplejen, støvsugerposerne og alle pakkerne.


Iben: Jeg er simpelthen i et mægtigt humør i dag! Og på vej herhen i bilen blev jeg rørt. Jeg kneb en tåre over, hvor meget jeg egentlig er taknemmelig for. Og nu skal der holdes på hat og briller, for jeg føler blandt andet en stor og varm taknemmelig- hed for Københavns Kommunes Visitation... Signe: Okay, det bliver du simpelthen nødt til at sige langsom- mere og forklare, hvad er? Iben: Københavns. Kommunes. Visitation. Det er dem, der kommer på besøg, når du er blevet ældre og måske ikke i stand til at klare dig selv. Signe: Altså hjemmeplejen? Iben: Ja! Og det er jo et ord, der er behæftet med alle mulige former for negative konnotationer, og man tænker: ”Æv, hjemmeplejen!”. Nogen, der siger: ”Nå, hvordan har vi det i dag?” og løfter én og putter en plastikpose ind under, hvis man har tisset og sådan noget ... Signe: Men det andet navn er da ikke bedre? Københavns Kommunes Visitation? Iben: Jo! Det lyder flot! Signe: Jeg føler, at det er noget med at blive stoppet i tolden!

Iben: Det er fedt! ”Stop! Holdt! Stop! Du er da vist blevet ældre. Nu skal vi lige se, hvad du har brug for hjælp til”. Det er jo selvfølgelig i forhold til min gamle livslange ven, Grævlingen, som nu skal have lidt hjælp til forskellige ting. Og derfor blev jeg simpelthen taknemmelig, fordi der kom nogle mennesker, som var ordentlige. Som ikke talte ned til eller hen over hovedet på hverken mig eller Grævlingen. Der var styr på det! Der var en voksen, Signe! Og der var ikke noget med: ”Her har du så syttentusind mailadresser og halve telefonnumre, hvor du kan ringe mellem 9 og 9.15, hvis du har 3 nøglekort parat”. Det var mere: ”Ved I hvad? Det sørger jeg for”. Signe: Åh, hvor dejligt ... Iben: ”Jeg sørger lige for at ringe til dig, Iben, hvis der er noget. Og det gør jeg inden for to dage”. Og så gør de det inden for to dage! De er simpelthen det, man kalder klare i spyttet. Det ville jeg bare udtrykke stor, rund, varm og rød kærlighed omkring. Og taknemmelighed! Signe: Det forstår jeg godt. De gange i ens liv, hvor man er en lillebitte smule på herrens mark, som for eksempel når man er syg, eller nogen er ved at blive gamle, eller man skal føde, eller ens barn er på månen eller noget andet knas, når der så kommer nogle voksne mennesker med en form for medicinsk baggrundsviden og hjælper – Gud, hvor bliver man tryg! Iben: Ja! Man giver sig øjeblikkeligt til at tisse i bukserne, når man er mig for eksempel. Bare for en sikkerheds skyld! Signe: Men det er fordi, at alt inden for medicin, læge, støvsugerposer og bilmekaniker – det ved jeg intet omkring. Altså, der er jeg helt lost. Iben: Det er fuldstændig rigtigt. Og det er ikke, fordi man ikke vil. Det er bare som om, at ens hjerne bliver belagt med slip-let-materiale, så man simpelt- hen ikke kan holde fast i støvsugerpose- infoen og alt det andet, du siger, som jeg har glemt, hvad var ... Signe: Det var bilmekaniker-info! Iben: Årh for Helweg! Signe: Det er det samme, og jeg kan slet ikke overskue det. Til min køreprøve sagde den køresagkyndige: ”Signe, vil du være sød at åbne motoren?”. Og så åbnede jeg motoren, og så sagde han: ”Vis mig lige, hvor karburatoren er!”. Og så tænkte jeg: ”Fordømt, mand ...”. Iben: Kæmpefordømt! Signe: Så var jeg sådan lidt: ”Det skal jeg lige bruge et øjeblik på at tænke over”. Og så sagde han: ”Hvad gør du så, når der er noget galt med din bil?”. Så svarede jeg: ”Når man er så lyshåret, som jeg er, så er det vigtigt at tjene så mange penge, at man kan køre ind til en bilmekaniker og betale nogen for at gøre noget ved motoren”. Så sagde han: “Okay, godt svaret. Så skal du bare vise mig, hvor sprinklervæsken er”. Så slap jeg! Iben: Kæft hvor er du god! Vores gamle mekaniker fra min barndom hed Aksel, og han reparerede Citroëner. Min far kaldte ham selvfølgelig aldrig andet en ”Kardanaksel”. Sådan noget elsker jeg for eksempel også. Signe: Haha! Kardanaksel. Iben: Mennesker, der beskæftiger sig med vores andres ve og vel. Mekaniker- ne og støvsugerpose-eksperterne, de får taknemmelighedspræmien! I gamle dage var jeg også meget taknemmelig for slagteren i Værløse, for han lavede vores julemad. Og det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide at lave mad, men det blev bare for meget. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle have skældud over, om der var flæskesovs eller andekom- pot eller ... Jeg blev sindssygt stresset. Så jeg gik op til slagteren i Værløse, og det første år løj jeg. Signe: Nå? Iben: Over for svigermekanikken. Altså, vi løj bare om, at vi selv havde lavet det.

Signe: Ah, naturligvis. Iben: Men så var der lidt rigeligt mange foliebakker med slagteren i Værløses navn på ude i skraldet, så svigermor opdagede det naturligvis. Så var vi sådan lidt: ”Nå ja, okay ...”. Signe: Jeg var oppe og hente en pakke forleden – apropos det der med, at man fornemmer, at der er nogen, der har fundet den rigtige arbejdshylde. Der var en eksplosion af pakker i pakkebutikken! Man kunne hverken komme ind eller ud, så jeg kunne kun lige stikke hovedet ind, og så kiggede pakkemanden på mig og sagde: ”Pakke 121196?”. Iben: Det mener du ikke? Signe: Der stod en pakkemand, som kunne huske et sekscifret pakkenummer, og pakken havde ligget der i hvert fald en uge! Iben: Vildt nok?! Signe: Han sagde bare: ”Ja, man får jo en lille smule OCD, når man arbejder her”.

Iben: Det er fanme sejt! Signe: Lige præcis. Og han havde kæmpe optur over sit arbejde. Han stod som sådan en blæksprutte inde i den pakke- butik. Han elskede det! Iben: Tænk at føle, at man havnet på den rigtige pakkehylde. Med det rigtige nummer på. Signe: Det at finde ud af, hvad man gerne vil være, og hvad man er god til – det er virkelig optur at opleve det. Iben: Og så kan vi andre sætte flueben på taknemmelighedslisten over, at der er nogen, der gør sig gode. Taktakkelakaktirumtak!

7 visninger