Vi elsker uniformer

Hvad er det med uniformer, der kan få os til at spærre øjnene op og gøre os lidt mere forelskede? Og trygge? Det undersøger Iben og Signe.

Signe: Forleden cyklede jeg forbi en midaldrende mand, som lignede det, man kan kalde for en klassisk mand i den alder. Sådan lidt far-krops-agtig, ikke? Han kom gående hen over en bro, og jeg kunne se det på lang afstand: Sikke en flot mand, der går dér! Det tænkte jeg instinktivt, og da jeg kom tættere på, gik det op for mig, at det var fordi, han havde uniform på! Iben: Oooooooh! Signe: Han kom i mørkeblå DSB-bukser, DSB-Ekko-sko, en jakke med guldknapper på, noget halløj på skuldrene og en DSB-kasket. Og han kom helt tydeligt og skulle på vagt nede på stationen. Og så blev jeg bare så glad! Iben: Men DSB-personalet har da ikke haft uniformer på i årevis? Hvorfor så han så flot ud? Signe: Måske han skulle til DSB-gallafest? Eller jeg tror måske, at kontrollørerne måske stadig bliver tilbudt at gå i uniformer? Og så glædede jeg mig bare ved, at gud hvor var det dejligt at se en togkontrollør ... Iben: I uniform! Signe: I fuld uniform! Så senere læste jeg, at der er flyselskaber, som har lempet deres regler i forhold til, hvad stewardesserne skal have på af uniform. Altså om de vil have bukser eller nederdel eller noget helt tredje.

Iben: Jeg er gammeldags ... Jeg synes, de skal have nederdel på. Altså stewardesserne. Stewarderne må for min skyld egentlig også gerne have nederdel på ... Signe: Ja, det føles trygt, når de er ens! Jeg bliver snart rasende over den kønspolitiske korrekthed over det hele! Altså selvfølgelig er der idiotiske regler, som da et flyselskab sagde, at stewardesserne ikke måtte være tykke. At de skulle tabe sig, hvis de vejede mere end et eller andet alt for lidt. Iben: Det er sgu da ikke i orden? Signe: Nej da! Og selvfølgelig må de også godt gå i flade sko, hvis de får ondt i fødderne. Men jeg synes, det er så fair, at man siger: ”Når du er stewardesse, skal du have det, der hedder velsoignerede negle. Du må ikke gå med store prangende smykker. Hvis du har langt hår, skal det sættes op i en knold eller hestehale. Og hestehalen må ikke være længere end 30 centimeter". Iben: Jeg er heller ikke så vild med kombinationen af piercinger og service, egentlig ... Signe: Nej nej, heller ikke piercinger i ansigtet! Jeg synes, det er vidunderligt med den slags regler, og jeg synes, det er vidunderligt med uniformer. Og jeg håber, at DSB-mændene – og der mener jeg både de DSB-mænd med tissemænd og dem uden tissemænd – bliver ved med at gå i alle de uniformer. For jeg ELSKER uniformer. Jeg ville ønske, at jeg også på et tidspunkt i mit liv havde haft et arbejde, hvor jeg fik en rigtig uniform ... Iben: Men det har vi da, Signe! Du og jeg har da nogle gange uniformer på. Eller i hvert fald ens tøj på? Signe: Ja og kan du huske de gange, vi to er gået ud i haven i ens Kansas-dragt? Det er vidunderligt. Iben: Det føles, som om man får meget mere fra hånden, når man har uniform på. Signe: Ja det gør! Det synes jeg er pragt- fuldt! Og når jeg skal ud at flyve, så elsker jeg, at personalet er ens. Håret sat op, pæne negle, nederdele og måske lidt læbestift på. Jeg er ligeglad med, om de er tykke eller tynde, eller hvad farve deres hår har, men uniform! Dét skal de altså have på. Iben: Uuuuuh der findes altså også nogen vildt flotte stewardesseuniformer ...

Signe: Ja! Sidst jeg var ude at rejse, og vi var landet i Københavns Lufthavn, så kom der pludselig 70 ens kufferter kørende ind på transportbåndet. Og allerede dér blev jeg sådan lidt ”70 ens kufferter? Hvad sker der? Spændende spændende!”. Og så kom der en gigantisk stor flok gående, alle sammen stewardesser fra the Emirates, i de flotteste kakifarvede dragter og hatte med et lille slør.

Iben: Uuuuuh! Det lille slør, der går ned under hagen? Hold nu kæffff ... Tænk hvis man kunne være så flot ... Signe: Og måden, de kommer gående på – nærmest i slowmotion? Iben: Sådan superheltindeagtigt – uden at kigge sig over skulderen på alt det, der eksploderer i baggrunden ... Signe: Ja, de ser helt åndssvagt seje ud! Og så kom de hen og tog deres ens kufferter, og så sejlede de forbi mig og min måbende familie, og vi stod alle og tænkte: Hvornår bliver jeg så voksen, at jeg kan have det arbejde med sådan en uniform? Iben: Der er også det dejlige ved uniformer, at man ikke er så meget i tvivl om, hvem man skal spørge om hvad. Jeg er altid lidt i tvivl nede i min Irma, for selv om de har ens T-shirts på, så er det stadig lidt udefinerbart. Det kunne nemlig godt lidt ligne en privat lyseblå polo-T-shirt. I gamle dage havde de, sådan som jeg husker det, mørkeblå-lyseblå lodret- stribede skjorter, og så var der et stort, tydeligt navneskilt på brystlommen, og bestyreren havde kittel på. Så kunne man se, hvem der var hvem – sådan at man ikke kom til at spørge en sagesløs teenager, om han var flaskedreng. Signe: Og når der så var fest i Irma, hvad skete der så? Så kom der to Irma-piger. Med små kjoler med pufærmer og hvidt forklæde og en lille kurv, og så stod de og delte de der hjerter ud, hvor der står ”Smil til verden, så smiler verden til dig”. Jeg ELSKER uniformer! Jeg synes, det er forfærdeligt, hvis vi afskaffer dem, det ville være en katastrofe!